Sally Fitzgibbons Foundation

Beginning the Academic Essay

Retoriske virkemidler og appelformer
I Artiklen “Why Chinese Mothers Are Superior” bliver der særligt gjort brug af etos og logos, men alle tre typer appelformer kommer til udtryk. Allerede i starten af artiklen bliver der gjort brug af etos. Vi får vi af vide, at forfatteren er professor på Yale Law School, hvilket gør at vi automatisk får mere tiltro til hende, da vi så må antage at hun er et meget intelligent menneske. Derudover fortæller hun, at hun som barn selv blev opdraget af kinesiske forældre, men at det på ingen måder har skadet hende. Samtidig har hun nu selv to børn, som bliver opdraget på præcis samme måde, hun er altså en kinesisk mor selv. Hun udtrykker altså, at hun har rigeligt erfaring indenfor området, og ved hvad hun snakker om. Hun indleder således, “A lot of people wonder how Chinese parents raise such stereotypically successful kids. They wonder what these parents do to produce so many math whizzes and music prodigies, what it’s like inside the farnily, and whether they could do it too. Well, I can tell them, because I’ve done it.” (fodnote p. 1, ll. 4-7) Hvilket også får hende til at fremstå meget selvsikker, og dermed styrker hendes brug troværdighed. Amy Chua skriver, at vestlige mødre selv tror, at de er strenge, men at de ikke overhovedet kommer tæt på, at være ligeså strenge som kinesiske mødre. Herefter giver hun et eksempel på, at vestlige forældre respekterer deres børn mere end kinesiske forældre, og mener at de skylder deres børn alt. I total modsætning til kinesiske forældre, som mener at det er børnene som skylder forældrene. Hun skriver også, “In other words, Western parents are concerned about their children’s psyches. Chinese parents aren’t.”(ll..). Dette beviser hun gennem logos ved, at inddrage en statistik som siger, “Almost 70% of the Western mothers said either that “stressing academic success is not good fior children” or that “parents need to foster the idea that learning is fun.” By contrast, roughly 0% of the Chinese mothers felt the same way.” (ll. 35-37) Dette bygger videre på hendes argument om, at kinesiske mødre bruger 10 gange så lang tid på, at hjælpe deres børn få succes. Hun skriver, “What Chinese parents understand is that nothing is fun until you’re good at it. To get good at anything you have to work” (ll. 44-45) Altså en præcis modsætning af, hvad de amerikanske mødre svarede, i statistikken. Tallene i statistikken kan virke meget chokerende overfor læseren, da der er et kæmpe spring fra 70% til 0%. Statistikkerne styrker både hendes troværdighed og understøtter også den teori hun kommer med om, at kinesiske mødre er meget strenge. Det er dog vigtigt at påpege, at Chua ingen steder skriver hvor statistikkerne kommer fra, hvilket gør at man kan stile spørgsmålstegn ved, om de er sande eller ej. Der bliver gjort brug af patos, når Amy Chua fortæller og personlige oplevelser og erfaring, som hun blandt andet har haft med hendes døtre. Et eksempel herpå er hendes historie med datteren Lulu. Her kommer hun med et konkret eksempel på, hvordan disciplin og hårdt arbejde fører til succes. Selvom Lulu var frustreret, men da hun lærte stykket blev hun dobbelt så selvsikker. Amy Chuas måde, at lære Lulu klaverstykket, vil i mange vestlige mødres øjne være helt forkert og alt for hård. Dette hænger godt sammen med det Amy Chua skriver om, at kinesiske forældre kan slippe afsted med næsten hvad som helst. Hun inddrager herefter en samtale, som hun har sammen med hendes mand, Jed. Dette gør, at der kommer et nyt perspektiv på situationen. “Sophia could play the piece when she was this age. “But Lulu and Sophia are different people,” Jed pointed out. “Oh no, not this,” I said, rolling my eyes. “Everyone is special in their special own way,” I mimicked sarcastically. “Even losers are special in their own special way.” (ll. 144-147) Amy Chua kommer også med mange opdigtede historier, hvor hun så beskriver hvad en kinesisk mor ville gøre og hvad en vestlig mor ville gøre i den gældende situation. Dette gør, at der hele tiden skabes, måske endda ubevidst, patos. Mange fra den vestlige del af verdenen vil nemt blive provokeret, føle sig fornærmet med mere, og læseren gennemgår nærmest en form for bølge af følelser, i løbet af artiklen. Hun slutter artiklen af med, at skrive “All decent parents want to do what’s its best for their children. The Chinese just have a totally different idea of how to do that.” (ll. 174-175). Igen bruger hun patos, og hun får læseren til at føle en forståelse af den kinesiske opdragelsesmetode, men samtidig fortæller læseren at uanset de mange forskelligheder, er der også nogle ligheder. Amy Chua gør også brug af andre retoriske virkemidler. I sætningen “There would first be a screaming, hair-tearing explosion.” (ll. 89-90) bruger hun metafor til at give læseren et billede af, hvor slem situationen ville være, hvis det skete, at deres barn kom hjem fra skole med karakteren B i en test. Hun bruger igen en metafor når hun skriver “…drilling each of her hands” (l. 21). Der bliver brugt antitese ved, at Amy Chua konstant sætter fokus på kontrasten mellem den kinesiske opdragelses metode og den vestlige. Hun gør det meget tydeligt for læseren, at den kinesiske og vestlige metode på ingen måder kan sammenlignes.

Post Author: admin